Tatoveringer er en praksis, der er lige så gammel som civilisationen, men tusind år siden vi begyndte at male vores hud permanent, er det stadig ikke 100 % risikofrit. Her er nogle af de problemer, der kan opstå i forbindelse med tatoveringer.
Infektioner kan overføres med tatoveringsværktøj. Disse værktøjer kommer i kontakt med blod og kropsvæsker. Hvis de ikke er steriliseret korrekt, kan de overføre sygdomme som hepatitis B, hepatitis C, tuberkulose og HIV.
De fleste moderne tatoveringsstudier bruger engangsnåle, og denne type problemer er sjældne. Amatørtatoveringer (f.eks. i fængsler eller på tatovørsteder uden licens) er mere risikable.
Allergiske reaktioner på tatoveringsblæk er sjældne, men mulige. Huden kan reagere på rødt, gult og undertiden hvidt blæk, når en tatovering udsættes for sollys.
Allergiske hudreaktioner er af udslætstypen. Almindeligt anvendte tatoveringsblæk har metalsalt og kan indeholde bly, men ikke i mængder, der kan være skadelige. Organiske pigmenter, der ikke indeholder tungmetaller, kan være mere problematiske. Der er en statistik fra Europa-Kommissionen, som viser, at 40 % af de organiske tatoveringsfarvestoffer, der anvendes i Europa, ikke er godkendt til kosmetisk brug, og at 20 % af dem indeholder en kræftfremkaldende aromatisk amin.
Tatoveringer, der har store områder med sort blæk, kan i sjældne tilfælde give problemer under MR-scanninger. Sort blæk indeholder jernoxid, og en MRI-scanner kan få jernet til at varme op ved at inducere en elektrisk strøm i det. Som sagt er det sjældent, og det bør ikke være en grund til ikke at få en MR-scanning, hvis det er nødvendigt.
Tatoveringspigmenter kan udløse forskellige hudtilstande som granulomer, forskellige lichenoide sygdomme, cementdermatitis, kollagenaflejringer, discoid lupus erythematosus, eksematøse udbrud, hyperkeratose og parakeratose samt keloider.
Tatoveringer kan give problemer, selv efter at de har siddet længe på huden. Eksematøs dermatitis kan f.eks. forekomme fra måneder til op til tyve år efter den sidste tatovering.
Tatoveringsprocessen kan give hæmatomer (blå mærker), hvis en tatoveringsnål stikker i et blodkar. Disse blå mærker kan forekomme som haloer omkring en tatovering eller som ét større blå mærke, hvis blodet samles i en pulje, og de heler normalt i løbet af en uge.
Nogle store partikler fra blækpigment kan ophobes i lymfeknuder, hvilket kan forårsage betændelser. Lymfeknuder kan også blive misfarvede af pigmentet, hvilket sammen med betændelse kan give et falsk flag som indikator for melanom. Dette kan gøre det vanskeligt at diagnosticere melanom hos en patient med tatoveringer.
Blodfortyndende midler (lægemidler, der forhindrer blodkoagulation) kan gøre tatovering vanskelig, fordi de gør blødningen stærkere. Derfor gør de helingen af en tatovering længere, og fordi de “vasker” blækket væk, skal der mere tid (og tatovering) til for at få nok blæk ind i huden.
Et generelt problem i USA er, at The Food and Drug Administration ikke regulerer tatovering eller tatoveringsblæk.
Ingen ved med sikkerhed, hvad der er i de pigmenter, der bruges til tatovering, især i ultraviolet (UV) blæk og glow-in-the-dark-blæk. FDA siger, at “mange pigmenter, der anvendes i tatoveringsblæk, er farver af industriel kvalitet, der er velegnede til printerblæk eller bilmaling”.
