Permanent makeup er en tatovering på læber, øjenlåg og i ansigtet, som ligner klassisk makeup. Den anvendes af æstetiske årsager og for at fjerne behovet for at anvende klassisk makeup eller for at dække ufuldkommenheder som ar eller hvide pletter på huden fra vitiligo.
Permanent makeup (i dag også kendt som mikropigmentering, dermapigmentering og kosmetisk tatovering) blev populær i begyndelsen af det 20. århundrede. Alligevel er det muligt, at det blev gjort før det, fordi tatovering er en gammel praksis. Vi ved, at folk for 5000 år siden tatoverede sig selv af forskellige årsager (fra religiøse og medicinske til æstetiske). I begyndelsen af 1930’erne steg populariteten af permanent makeup. Mange skønhedssaloner på den tid tatoverede kvinder uden at fortælle dem det ved at sælge behandlingen som en “teintbehandling” (uden at fortælle dem, at det er tatovering) og ved at injicere dem med vegetabilske farvestoffer.
Når behandlingen er færdig, fremhæver den ansigtets træk: øjenbryn, øjne og læber. Hvor meget den gør det, afhænger af designet, den anvendte farvetype og mængden af pigment, der sprøjtes ind i huden. Umiddelbart efter tatoveringen er færdig, kan resultatet også se for mørkt ud. Det skyldes, at farven stadig befinder sig i de yderste epidermale lag af huden – nær overfladen. Med tiden (ikke for længe – et par dage) vil huden hele, de øverste lag af overhuden vil blive erstattet af nye overhudsceller, og farven vil falme og forblive lysere, men stadig være til stede. Afhængigt af en person og af hvordan den behandles, kan denne farve vare længe eller begynde at falme efter et stykke tid. Farven kan også falme, hvis den udsættes for meget for solen, og hvis der er mere pigment i huden, skal der mere tid til at falme helt ud. Når permanent makeup er stabiliseret, kan de, der er tatoveret, være utilfredse med den endelige effekt. De mest almindelige fejl ved påføring af permanent makeup er “for mørk”, “forkert farve”, “ujævn” og “for stor”. I de fleste tilfælde (som f.eks. farve og jævnhed) kan disse klager udbedres af en professionel. For stor makeup kan kræve pigmentoplysningsteknikker og/eller fjernelse, hvilket er dyrt og smertefuldt. Dette problem kan også løses med klassisk makeup.
Permanent makeup kan udvikle komplikationer som almindelige tatoveringer. Modtagerne kan udvikle allergi over for det anvendte pigment, danne ar, granulomer (en form for betændelse) og keloider (en type overvokset ar). De risikerer også, at huden sprækker, skrælder, får blærer og lokal infektion. Hvis tatoveringsinstrumenterne ikke er steriliserede, kan de blive smittet med sygdomme som HIV og hepatitis, hvis de samme redskaber blev brugt på personer, der har disse sygdomme. Hvis de pigmenter, der anvendes til tatovering, er forfalsket med tungmetaller eller har magnetiske egenskaber, kan personer med denne type permanent makeup opleve hævelse eller forbrænding, hvis de udsættes for magnetisk resonansbilleddannelse (MRI), men disse tilfælde er sjældne. Hvis senere modtagere ændrer mening, kan de fjerne tatoveringer, men denne proces er vanskelig og smertefuld. Teknikker til fjernelse af permanent makeup er laserresurfacing, dermabrasion (fysisk eller kemisk fjernelse af hudceller – eksfoliering) og kirurgisk fjernelse.
